Felteksponeringspladser for beton


Hvorfor er resultater fra felteksponeringspladser så vigtige?

Adgang til langtidsdata for betoner, der har været eksponeret i naturlige eksponeringsmiljøer i en længere periode, helst igennem flere år, er en forudsætning for at kunne designe nye anlægskonstruktioner optimalt med hensyn til fx valg af betontype og dimensionering af betondæklagets tykkelse over armeringsjernet. Uden den slags erfaringsdata kan den forventede levetid for et givent konstruktionsdesign nemlig ikke beregnes med særlig stor pålidelighed, og man risikerer at over- eller underdimensionere sin konstruktion i forhold til at opnå den ønskede levetid. Forsøgene med langtidseksponering af betonblokke i havvand ved felteksponeringspladsen i Rødbyhavn leverer netop sådanne værdifulde data. Andre eksempler i Danmark er Aalborg Portlands marine eksponeringsplads ved havnen i Hirtshals, og Teknologisk Instituts eksponeringsplads, som er placeret langs en hovedvej i Taastrup.

 

Langtidsforsøg med beton ved Femern A/S' felteksponeringsplads

Tilbage i 2010 etablerede Femern A/S en felteksponeringsplads ved havnebassinet i Rødbyhavn. Her er en serie af betonblokke (100 x 200 x 20 cm) installeret i en stålkonstruktion, hvor de holdes delvist neddykket i havnebassinet, dvs. i et havvandsmiljø svarende til det aktuelle for Femern Bælt-tunnelen. Blokkene er fremstillet af en række forskellige betontyper, der normalt anses som velegnede til konstruktioner i marine miljøer, og deres tilstand er med jævne mellemrum blevet undersøgt grundigt af Teknologisk Institut. Det har resulteret i en værdifuld og unik samling af resultater vedrørende holdbarhed af beton i havvand. Data fra forsøgene er blandt andet blevet brugt til at træffe beslutninger om de krav, der skal stilles til betonen til Femern Bælt-tunnelen.

 

Etablering af felteksponeringspladser